Kirkegårdene

Skagen har tre kirkegårde. Ved afviklingen af kirkegården ved Den Tilsandede Kirke oprettede man en ny kirkegård på Markvej. I 1884 tog man en ny kirkegård i brug på Chr. X's vej, den såkaldte Assistens-kirkegård. Her finder man mange af guldalderens malere begravet, Anna og Michael Ancher, P.S. Krøyer, Carl Locher, endvidere byens og kirkens arkitekt Ulrik Plesner. Der forefindes også et monument fra 1948 for fiskere, der omkom på havet uden at blive fundet, med alle navne fra 1862 til i dag. Ligeledes er der en del gravmonumenter for omkomne tyske og engelske soldater under de to verdenskrige. På kirkegården findes et kapel, bygget af Plesner, indviet 1925 til brug ved begravelser. Den tredje kirkegård er i Højen. Mellem klitter, hoteller og sommerhuse finder man denne særprægede kirkegård med klokketårn. Her finder stadig begravelser sted. Et konfirmandhus i byens vestlige del anvendes til forskellig undervisning og kirkeligt arbejde, foruden at der holdes månedlige gudstjenester.

 

findgravsted.dk